Morten Albæk proklamerer Work-Life balancen for at være en død sild. Ja, mere end det, den er en livsløgn. Albæk er kendt som filosof og medstifter af investeringsfirmaet Voluntas. Ifølge meningsdanneren gør den skarpe adskillelse mellem arbejde og fritid os syge og slet ikke glade. Albæk udfolder Work-Life Balancens livsløgn – ikke i 280 tegn, men i sin nyeste bog: ”Ét liv, én tid, ét menneske”.
Den slags sort-hvide proklamationer er der mange af. De skaber overskrifter. Passer til tweets. Der følger medieomtale, og generes masser af likes.
Work-Life balance, ellers tak
Jeg kan godt følge ham. Jeg er selv en af dem, hvor mit liv er fuldt ud integreret mellem arbejde og fritid. Sådan har det altid været. Lige fra mit første job som sognepræst over stillinger i teknologivirksomheder til i dag som selvstændig med speciale i rekruttering. At være præst og lærer var i gamle dage et kald. Også i dag er arbejdet et kald for mange af os med et liv, hvor arbejde og fritid flyder sammen. Det gælder for mange iværksættere, klassiske håndværkere og embedsmænd, kunstnere, direktører, ja, fortsæt selv listen. Vi er mange, der ser vores job som en afgørende del af vores identitet, der følger os 24-7. Vi har et nærmest eksistentielt forhold til vores liv, og ønsker ikke en skarp skelnen mellem arbejde og privatliv. For det er ikke de flydende grænser, der giver os stress. Hvis vi får stress, er det fordi vores omgivelser ikke tager arbejdet lige så alvorligt, som vi selv gør. Arbejdet er for os kort og godt et kald. Jeg kan altså sagtens følge Morten Albæk så langt som til at smide work-life balancen ud, hvor peberet gror, når det gælder folk som Morten, min iværksættergemal og mig selv. Hvorfor? Fordi vi langt hen ad vejen er skruet sammen som ham. Vores personligheder ligner hinanden.
Work-Life balance, ja-tak
Men heldigvis er alle ikke som Albæk og mig. Nogle mennesker vil gerne have en knivskarp adskillelse mellem arbejde og fritid. Og det bør vi respektere, for er adskillelsen ikke knivskarp, får ”de” stress. Arbejdet er ganske enkelt et arbejde, som passes samvittighedsfuldt, driftssikkert og loyalt. Den faglige stolthed og det sociale samvær med kollegerne prioriteres inden for arbejdstidens fastlagte rammer. Det giver stabilitet og tryghed, også økonomisk. Work-Life balancen kræver her vandtætte skodder. Faktisk mener nogle, at de allerfleste danskere har det sådan. Vores arbejdsmarked er langt hen ad vejen tilrettelagt efter disse medarbejdertyper med MUS-samtaler, klare jobbeskrivelser og den slags, der skal være med til at sikre den gode Work-Life balance.
Fake News
Morten Albæks proklamation af Work-Life balancens død er lige så falsk som, at Work-Life balancen er vital for os allesammen. Begge dele er fake news. Problemstillingen er langt mere kompleks end som så. Om jeg rekrutterer projektledere, udviklingsingeniører, IT-udviklere, driftsdirektører eller en helt femte profil, må jeg kende virksomhedskulturen, så jeg ved, hvad der i bund og grund driver de potentielle nye medarbejdere, og hvordan de passer ind i afdelingen. For i selvsamme virksomhed kan afdelingerne være som nat og dag – i salg drives de måske af den globale konkurrence, der fordrer en livsstil med rejser og korrespondance på alle tider af døgnet uden blik for Work-Life balancen, hvorimod HR møder ind kl. 8 og går kl. 16 med en helt anden forståelse af det gode arbejdsliv. Begge kulturer kan eksistere side om side uden, at det ene er bedre end det andet. Det er altså ikke op til Morten Albæk eller andre at afgøre, hvornår arbejdslivet er meningsfuldt.
True News
Den rigtige nyhed er derimod, at vi hver især må finde ud af med os selv, om vi lige nu tilhører den ene eller den anden gruppe – eller måske har det helt anderledes. Og det er vigtigt, at personaleledere igennem MUS eller Morten Albæks ”meningsfuldhedssamtaler” finder ud af, hvad der motiverer hver enkelt medarbejder – og agerer derefter.