Traditionen tro besøgte jeg Royal Copenhagens juleborde på Amager Torv. I år er det seks balletdansere, der dækker op med det kongelige porcelæn. Et af bordene skiller sig ud. Her er støvsuget for juleromantik. Bordet er nærmest dekonstrueret eller disruptet, hvis man kan tale sådan om et julebord. Men måske netop derved, kommer bordet til at tage livtag med vort liv, vor eksistens. Ja, et julebord, der indfanger julens budskab.
For balletdanseren Alban Lendorfs julebord er ikke som de andres. På væggen står der skrevet med bloddryppende royalt blåt blod: ”Der er INGEN brudgaranti på danseren”. Og rundt om bordet ligger smadrede krystalglas og kongeligt porcelæn. Ballettens eventyrlige univers spejles her af det uperfekte og af alt det smertefulde bag scenetæppet.
For det er kun Royal Copenhagen, der kan give brudgaranti. Der er ingen brudgarantier for balletdansere eller for os andre. Albans 28-årige krop værker som en oldings. Alligevel stiller han sig hver morgen ved barren og træner. Og om aften ifører han sig tåspidssko og danser med os ind i dramatiske universer.
Hvorfor gør han det? Hvorfor udsætter han kroppen for disse pinsler? Hvorfor løber, ror eller svømmer elitesportsfolk trods umenneskelige smerter og præstationspres? Hvorfor sidder nogle og koder software til mikrochips eller udvikler lysledere, der kan sende mere lys hurtigere – trods koder, der fejler, trods eksperimenter, hvor gårsdagens resultater ikke kan genskabes eller trods samarbejder, der ikke spiller? For ej heller her er der brudgaranti.
Mange af os søger det sublime inden for hvert vores felt. Og vil vi være rigtig gode til noget, så kræver det som bekendt gentagelser og vedholdenhed, fokus og nysgerrighed. Det gælder i ekstrem grad i balletten, men det gælder også for os andre. Dygtighed og succes kommer til dem, der bider tænderne sammen. Forskning viser, at udholdenhed og fokus tæller dobbelt i forhold til entusiasme (Angela Duckworth).
Der er ingen brudgaranti for Alban, ja, for nogen af os. For livet består som bekendt også af smerte, bøvl og kampe. Men trods alt det, står vi dagligt ud af sengen og øver os ved barren. Talent forpligter. Derfor investerer vi i de talenter, vi hver især har, ved at gøre os umage. Når det lykkes i ballettens verden, trods brud på krop og benhård konkurrence, er det det hele værd. Således også for os. Vi må hver især finde det, der giver os vort kick—det, der motiverer os til ikke kun at stå i baren, men til også at stå ved barren. Hverken i baren eller ved barren er der brudgaranti. Til gengæld er der ved barren livsfylde og livsmening.