Når jeg færdes i videnstunge virksomheder og fortæller, at jeg er specialiseret inden for Rekruttering & HR, bliver jeg ofte mødt af flakkende blikke. Rekruttering & HR er som udgangspunkt ikke en respektindgydende branche i ingeniør og IT-verdenen. Vi rangerer måske ikke i bunden som politikere, journalister og forsikringsfolk, men vi ligger ikke højt. Der skal arbejdes hårdt for at opnå respekt.

ER HR & HEADHUNTERE ’VINDBØJTLERE’?

Hænger denne udbredte skepsis for Rekrutterings- & HR-branchen sammen med, at vi er hurtige til at hoppe med på den nyeste mode fra USA? F.eks. Affirmative Action, Appreciative inquiry, Medarbejderudvikling, Stress coaching, Selvudvikling, Hele mennesker, Mindfulness, Performance Management, Social Kapital, ja fortsæt rækken af selvsvingende HR-begreber.

Hertil kommer, at det i Rekrutterings og HR-verdenen også går stærkt med titelskift: sekretærer omdøbes til HR-konsulenter og Salg- og marketingdirektører opstår som headhuntere (onde tunger vil hævde på grund af deres netværk og salgsevner). Mennesker, der ofte skifter mening alt efter vindens retning kaldes vindbøjtlere. Ikke så sært, at Rekrutterings- & HR-branchen til tider opfattes som leverandører af kostbar, men flygtig varm luft.

OPGØR MED SELVUDVIKLING, MAVEFORNEMMELSER & AUTENCITET

For mit vedkommende har det været svært at sætte ord på disse forhold, indtil en god ven bad mig læse psykologiprofessoren Svend Brinkmanns bog STÅ FAST – et opgør med udviklingstvangen. Pludselig er der en, der sætter ord på nogle af de tanker, jeg gennem årene har haft om Rekruttering og HR.

Lad det være sagt med det samme, bogen er først og fremmest begavet på en tankevækkende måde. Brinkmann går til kanten – og over. Den er provokerende i sin ætsning af HR & Psykologiens selvforståelse, satirisk og ganske morsom.

STÅ FAST er altså en ordentlig saltvandsindsprøjtning mod meget af det, der gennemsyrer vesten: lige fra at du skal ’mærke’ alting til, at du absolut skal være autentisk og udleve dit sande jeg. Kunne man forestille sig, at det var bedre at være en uautentisk Mother Teresa end en autentisk Anders Breivik?

ANTI-SELVHJÆLPSBOG

Kort fortalt guides vi med denne anti-selvhjælpsbog i syv trin mod afviklingen af selvudvikling. Den hjælper os med at udvikle rødder i stedet for fødder.

Titlerne på de syv trin griber fat om nældens rod:

  1. Hold op med at mærke efter i dig selv
  2. Fokuser på det negative i dit liv
  3. Tag nej-hatten på
  4. Undertryk dine følelser
  5. Fyr din coach
  6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi!
  7. Dvæl ved fortiden

SMÅ ORD OM STORE SPØRGSMÅL

I stedet optræder begreber som:

  • Pligt – vi skal gøre vores pligt over for de mennesker, vi er forbundet til og har ansvar for
  • Integritet – vi bør slå rod i noget bestemt, som fremstår vigtigere end andet. Det modsatte er, at vi halser efter de nyeste trends og altid har ja-hatten på for at prøve noget nyt (”vindbøjtler”).
  • Sindsro – det opnår du, når du gør ting, som har betydning for andre end dig selv.
  • Momento Mori – ”Husk du skal dø” – Døden er en kendsgerning, og i stedet for at leve som om livet er uendeligt, bør vi forholde os til livets endelighed. Hvorfor? Bl.a. fordi vi bliver taknemmelige over det, vi har.

Der er altså en god portion realisme i Brinkmanns tanker, som bygger på stoikerne, Paul Ricoeur, Foucault, Løgstrup, m.fl. I denne letlæste bog om vores eksistens, opfordres vi til at afvikle selvudviklingen og vende os mod de store grundfortællinger. For det centrale spørgsmål er ikke: Hvem er jeg? Det centrale spørgsmål er: Hvem er du, og hvad skal vi udrette sammen?

VI KAN KUN TÆNKE UD AF BOKSEN, HVIS…

Betyder det, så at vi skal stoppe for opfindelser, vækst og udvikling? Nej da! Men som ’ædruelige kreativitetsforskere’ tørt konstaterer: Vi kan kun være innovative og tænke ud af boksen, hvis der overhovedet er en boks, og man kender boksens beskaffenhed!

Svend Brinkmann
Stå Fast: Et opgør med tidens udviklingstvang
Gyldendals Business 2014